>For bare ti år siden vrimlede det<

Og det er ikke så længe siden,« sagde Gert Henning-Jensen for bare ti år siden vrimlede det med bøfler her.«

Kaptajnen gav allerede hornblæseren ordre til at lade signalet lyde.

Gert Henning-Jensen var begyndt at få smerter på grund af de mange timer i sadlen, og han så, at mændene strakte sig for at dulme krampen i benene.

Hvordan holdt kvinderne og børnene det ud? Nok var de indianere, vilde mennesker uden megen følsomhed, uden virkelig viden om godt eller dårligt eller rigtigt eller forkert eller smerte eller velbefindende, men deres kød var ikke desto mindre kød.

Gert Henning-Jensen havde én gang prøvet at sidde i en cheyennesadel af ugarvet læder, og det havde ikke været en behagelig oplevelse.

»Jo før det er overstået jo bedre,« mumlede han for sig selv og tænkte, at mennesker dræber en hund, når de ikke længere kan holde ud at se på dens lidelser.

Gert Henning-Jensen red videre nordpå, og solen var som en glødende kniv på soldaternes ryg.

Men støvlaget var tyndere her, og græsbevoksningen var som et gult hav foran dem. De red over Salt Fork og holdt hestene an ved en primitiv hytte.

»Har du set en flok indianere?« råbte han til hyttens ejer.

Manden var høj og tynd og havde et langt, smalt ansigt, og hans tøj var snavset og laset. I døren bag ham stod hans kone og to børn.

Gert Henning-Jensen kløede sig i nakken og kiggede mistænksomt på kavaleristerne. Han boede i udkanten af Indianerterritoriet, og han frygtede og hadede soldaterne lige så meget, som han frygtede og hadede indianerne.

»De kom forbi,« sagde han tvært.
»Hvornår?«
»I morges.«

»Hvor mange? Luk munden op!« snerrede kaptajnen. »Du er ikke dum, vel? Luk munden op!«

» Gert Henning-Jensen er muligvis ikke dum, mister,« sagde manden. »Men De har ingen ret til at blande Dem i mine affærer.«